![]() |
Diverse artister: ’Dansk Melodi Grand Prix 2010’
Diverse artister: ’Dansk Melodi Grand Prix 2010’ (My Way Music)
Dansk MGP 2010 er overstået, vinderen er fundet og cd’en med de ti rivaliserende melodier er fluks på gaden. Bryan Rice viser internationalt vingefang med P. Bjørnskovs ’Breathing’. En særdeles komplet komposition, en personlig top 3, med en velsmurt popvokalperformance af Bryan Rice. JoakimTranberg synger med indstuderet glimt i øjet og smilehullerne på plads den Beatles inficerede ’All about a girl’ fint men lettere forceret i mål (igen med Ronan Keating på sidelinjen). Dog et noget anonymt bidrag og lidt for lig 2008’s danske vinder ’All night long’ med Simon Matthew. MarieMatilde Band var med på et afbud (fra Zindy Laursen) som endnu en appel til Sukkerchok segmentet med deres ’Panik!’. Det var ok men ikke banebrydende, selv om rutinerede komponistkræfter som Marcus Winter-John var
en af bagmændene. Måske mere Junior MGP materiale. Et nummer der virkelig står ud af mængden som en stærk trumf er Simones ’How Will I Know’ (af Jacob Launbjerg & Andreas Mørck). En sikker top 3 melodi der trækker tydelige veksler på musical genren og ikke mindst Olivia Newton-Johns Grease klassiker ’Hopelessly devoted to you’. Ville have været en vidunderlig, værdig vinder - i valsetakt. Jens Marnis ’Gloria’ bringer rock krydderi på MGP menuen med en JohnnyDeLux præget pop-rock lyd. Overbevisende vokal og meget autentisk i sit udtryk. ’In a moment like this’ med Chanée og N’Evergreen blev som bekendt årets vinder med en hårdprøvet cocktail af lige dele The Police (Every breath you take) og Abba rip-off (The Winner takes it all). Effektivt, veludført men i bund og grund kedeligt og forudsigeligt med vindmaskine, modulation og fyrværkeri. Kaya Brüel står med ’Only tonight’ for heatets mest elegante og raffinerede sang. Sensuelt og karismatisk sunget og fortolket. En dark horse som man kan høre gentagne gange uden kvalmefornemmelse - og så er den i modsætning til de andre kandidater remix-venlig med henblik på diskotekerne. Thomas Barsøes ’’Just Like Rain’ er en lækker, radiovenlig popsang. Iørefaldende og behagelig, men i løbet af dens 3:02 minutters varighed træder middelmådigheden ind halvvejs på grund af manglende overraskelsesmomenter. Sukkerchok med ’Kæmper for kærlighed’ burde have fat i teenager sms-generationen med deres seneste landeplager i bagagen. De brændte bare ikke totalt igennem med deres live optræden, der lagde op til flere pigegarde narrestreger og energiudladninger end de udviste såvel vokalt som koreografisk. Silas Holst & Kat afrundede konkurrencen med min tredje personlige favorit. En Robbie Willams (Let me entertain you) inspireret komposition, der også ville have kunnet gøre sig fordelagtigt i ESC i Oslo - men så skulle det ikke være. 2010 var et godt MGP år. Ingen fatale fadæser, gode sange, gode artister, god bredde, høj hitkvote og kvalitet og en tålelig vinder.
**** (4 ud af 5 stjerner)
Martin Loft