 |
|
Helvedeskedlen
Well - denne måneds største nyhed må vel være, at gamle Glenn Danzig gæster Aalborgs Studen-terhus, formodentlig til noget koncert halløj d. 20. maj. Noget af et navn at få til Aalborg - kudos. DAD vil også lægge vejen forbi i et sygt pr fremstød for deres nye skive. »Eeeh, vi vil tilbage til rødderne med vores nye, rå skive« - ja ja. Held og lykke. 200 kr i entre er også tilbage til rødderne - cirka. Anyway, det kan sådan set være det samme, da koncerten er udsolgt.
Nåååå - vi skal vel også lytte til lidt lir. Earache har altid været et selskab, der garanterede kvalitet (oftest), og jeg har såmen også modtaget en lille finurlighed fra dem af. Biomechanichal The Empires Of The Worldes (Earache / Target). Promo papiret siger, at musikken er en spændende blanding af Judas Priest og Pantera blandt andre.
Jeg er ikke helt uenig. Musikken er klassisk metal til Thrash metal med afstikker henover progressiv rock. Det ene øjeblik sidder man og hører på lidt ala Dream Theater, og så pludselig hamrer de afsted i noget, der kunne have været et voldtungt Pantera riff. Normalt er jeg ikke så pjattet med de forsangere, der har fået en fiks ide om, at der skal synges melodisk i Hævi Medl - men i Biomechanichal’s tilfælde vil jeg sige: “Ski’ me’t”. Der er tryk på den her skive, og kan man lide Thrash Metal, så skal man fandme lige tjekket det her ud, for det er vildt. Jeg er meget imponeret. Jeg klasker sgu lige en Pede anbefaler på (ikke at det vægter en skid, men I kan da tjekke, om Gaffa roser lortet).
Og nu bliver vi rasende. Der er en ny Nile skive på vej. Nile har altid været noget meget ekstremt dødsmetal, og jeg synes, de har formået at udføre det uden at blive trivielle og kedelige. Men her på deres syvende udgivelse står deres egyptisk inspireret dødshakkeri så distancen. Tjaeh. Jeg er ikke så begejstret længere, men det er mere dødsmetal genren som helhed. Synes, den er blevet voldsomt udvandet. Nile er kvalitet. Det er veludført. Det går utroligt hurtigt. Det er rigtigt godt dødsmetal, men problemet er, at denne type grind dødsmetal ikke har så meget variation. Hurtige riffs. Blast beats. Growl. Stortrommer. På et eller andet tidspunkt, så bliver det lidt ensformigt. Det sker også på Annihilation Of The Wicked (Relapse Records / Target), som er titlen på den nyeste Nile cd. Man drukner simpelthen i et overflod af riffs og indtryk, og man bliver mæt. Pladen bugner af kvalitets dødsmetal, men der er bare ikke sket ret meget over de plader, de har lavet. Er man stor fan af Nile, så vil man ikke blive skuffet. Er man dødsmetal fan, så er der også en stor chance for, at man bliver begejstret. Men det er for mig ikke en plade, jeg vil høre flere gange i træk.
Og så skifter vi kørebane. Nu er der røvballe rock med bandet Brand New Sin. Det er en af den slags promo’er, jeg glaner skeptisk på, når jeg får dem pakket ud, men objektiv som jeg er kendt for at være, så skal skidtet da lyttes til - og det var ikke nogen helt dårlig ide. Når jeg hører Recipe For Disaster (Century Media / Target), så er det første, der falder mig ind Zack Wyldes band Black Label Society. Der er ikke mange milepæle mellem det rock de to bands river rundt i. Det er noget habilt rock. Ikke revolutionerende, men skal rock egentlig være det... Pladen er velproduceret. Ikke for pæn, ikke for grim. Forsangeren er der ikke noget specielt ved. Han har en passende stemme, men ikke meget originalt over ham. Han synger de tekster, der skal synges, og han gør det, så man synes, det lyder godt - men det er hørt før. Alt i alt en glimrende rock plade.
Bruce Dickinson - Tyranny Of Souls (Mayan / Target)... Ja, hvad kan man sige. Jeg har aldrig været den store Iron Maiden fan, og det ofte til mange venners store frustration. Det gør også, at jeg ikke er himmelvendt ekstatisk, når Bruce Dickin- son slipper en solo plade. At pladen så går hen og bliver en noget slatten banan, jo længere man kommer hen i den, hjælper absolut heller ikke. Sang 2 lige efter introen, Abduction lover masser af bulder, brag og tråd, men desværre bliver det også der. Det hele ender i noget kønsløst hævi miskmask, flasket op på 80’er floskler. Jeg synes, det er synd, og manglen på fornyelse gør, at jeg så absolut ikke bryder mig om den her genre - men måske der er en årsag til, det bliver kaldt Klassisk Heavy Metal. Det er ikke en plade, jeg gider bruge ret meget tid på. Hej, hej, Bruce, op på hesten og indse du har lagt Iron Maiden bag dig.
Nu vover jeg pelsen. Alle som læser mine ord, ved at jeg ikke altid er lige optimistisk. Folk ved også, at jeg ikke er så meget for det der gotiske og doom agtige lir. Alligevel vil jeg give Jack Frost en chance med deres nye Wannadie Songs (Massacre Records / Intromental). Det er deres 6 udgivelse af musik, som bliver beskrevet som gloom rock. Det er meget melankolsk og langtrukket. De tager deres tid til at få musikken igennem. Normalt vil jeg have fået et flip, men det er æggende. Især hans sangstemmer tryllebinder mig. Musikalsk minder de mig lidt om Type O Negative og Tiamat. Det er kvalitetsmusik et eller andet sted, men man skal altså være vedholdende eller Doom fan for at kunne lytte hele cd’en igennem. Jeg er det første, og jeg kunne lide, hvad jeg hørte. Det tror jeg ikke, jeg kan næste gang.
Det var alt for denne gang. Husk at se Danzig. Øl!!
