 |
|
Kunst - ifølge Gry og Godsk
Ord af Henrik Godsk og
Astrid Gry Damborg Kristensen
Foto af Rasmus Kristensen
Che Guevara i selskab med Marco Evaristti
Che Guevara ville en anden verden, men hans kamp endte brat med en henrettelse i 1967. Kunstner og kurator Marco Evaristti håber på, at udstillingen ”Che - a life”, der består af Guevaras private fotografier, kan give os et indblik i Guevaras humanisme og måske være med til at gøre os til bedre mennesker. Men i hvor høj grad er der udelukkende tale om en Guevaraudstilling? Er udstillingen i virkeligheden en Evaristti event?
Vi mødte Evaristti nogle dage før udstillingens åbning, som fandt sted den 30. august i pakhuset på havnen i Aalborg, til et planlagt kort interview. Interviewet udviklede sig dog hurtigt til en lang samtale om Guevara, samfundet, den manglende humanisme i dag samt Evaristtis kunstopfattelse og arbejdsproces. Det bør nævnes, at vi ikke havde set udstillingen, da interviewet fandt sted.
Humanisten Che Guevara
Marco Evaristti lægger ud med at fortælle lidt om de forskellige fotografier, der er at finde på udstillingen. Han beskriver Guevara som en kunstner, hvis billeder både afspejler et engagement og en sans for æstetik. Således håber Evaristti, at udstillingen vil give os et indblik i nogle sider af Guevara, som vi måske ikke har set før. Han beskriver fotografierne med begejstring: ”De er alle meget æstetiske. Man fornemmer, at kunstneren bag er et filosoferende menneske med stor empati for de svageste i samfundet. En humanist.” Evaristti mener, at den humanisme, som Guevaraudtillingen udtrykker, ligefrem kan have en opdragende effekt på et samfund, han mener, der bliver mere og mere egoistisk.
Evaristtis ord omkring fotografierne efterlader os med en vis nysgerrighed i forhold til hans egen rolle i udstillingen. Han omtales som arrangør og kurator, men er han i virkeligheden ikke kunstneren bag udstillingen, og er Guevaras fotografier ikke blot en del af Evaristtis kunstarbejde? Evaristti giver ikke entydige svar på spørgsmålet. Han mener på en og samme tid, at udstillingen både er en selvstændig Guevaraudstilling og en del af hans eget kunstprojekt. Ud fra en kunstfaglig diskussion må dette siges at være en meget interessant betragtning. Man kunne hævde, at Evaristti således sammenblander to forskellige tilgange til kunst.
Kunstsyn
Mange kunstnere i samtiden arbejder ud fra det, der kaldes et ”udvidet kunstsyn”. De fjerner sig fra det traditionelle værkbegreb - altså ideen om det autonome kunstværk, der eksisterer uafhængigt af tid og sted. Det uvidede kunstsyn har rødder tilbage til den tidlige advantgarde i starten af det 20. århundrede, repræsenteret af bl.a. Marcel Duchamp, men blev først for alvor etableret i 60’erne af datidens konceptualister.
Når Evaristti hævder, at ”Che - a life” er en selvstændig fotografiudstilling, altså en værkudstilling, der er indkorporeret i en kunstevent, benytter han sig af to forskellige kunsttilgange, som på mange måder er modstridende. Evaristtis ageren i medierne, hans udlægninger af Guevaras fotografier og ikke mindst den kontekst, han som kunstner arbejder indenfor, er alle med til at definere den givne udstilling. Udfra et udvidet kunstsyn er det næsten umuligt at skelne mellem de individuelle fotografier og sammenhængen, hvori de indgår. Når man tager dette perspektiv i betragtning, hvor kan man så placere Evaristti som kunstner? Kan han kategoriseres?
I stedet for at prøve på at placere ham som kunstner er det måske mere interessant at undersøge kompleksiteten i hans kunstarbejde. Der er uden tvivl paradokser at spore, men det i sig selv er måske på mange måder befriende. Evaristti arbejder både konceptuelt og værkorienteret. Desuden har han en næsten romantisk tro på kunsten som et refugium og et middel til at ændre verden. Udvælgelsen af fotografierne til udstillingen blev envidere foretaget efter, hvilken personlig følelse det enkelte billede gav Evaristti. Dette faktum tilføjer blot endu et lag af kompleksitet til hans arbejde som kunstner. Således fremstår Evaristti som en kunstner med noget på hjertet, der er mere interesseret i at ændre verdenen end at diskutere kunstfaglige termer.
Kunsten som opdrager
Som nævnt mener Evaristti, at vi ved at besøge udstillingen ”Che - a life” kan blive til bedre mennesker. Evaristti udtrykker det således: ”Vi lever i en tid, hvor alle knepper hinanden i røven. Vi har brug for at blive konfronteret med vores egen laden stå til og mangel på moral. Et besøg på udstil-
lingen kan have en oplysende effekt. Guevara turde tro på et perfekt samfund og det nye menneske. Og dette kommer til udtryk i hans billeder.”
Evaristti kommer med mange interessante synspunkter i dette citat. Han opererer med begrebet moral som noget universielt og næsten gudsgivet. Endviderere tror han på, at kunsten har en evne til at kunne viderebringe en følelse eller en idé i et næsten én til én forhold. Nogle vil i den sammenhæng bebrejde ham for at være direkte gammeldags, selv vil han hævde, at man stadig kan tro på nogle sandheder og samtidig have, tillid til, at kunsten kan kommunikere disse.
De sandheder, Evaristti læner sig op af, skal ikke ses som en venden tilbage til de store fortællingers tid, men mere som nogle abstrakte pejlemærker. Evaristti forklarer: ”Jeg tror ikke på kommunismen - jeg tror på mennesket. Man kan godt tale om empati og retfærdighed uden at have totale løsninger på vores samfundsindretning. Jeg bor i Danmark og indretter mig derefter. Det betyder dog ikke, at jeg ikke er kritisk overfor det danske samfund”.
Her når vi til et centralt punkt i Evaristtis virke som kunstner. Hans samfundsengagement udmunder sig ofte i det, nogle vil kalde provokationer, men som han selv definerer som konfrontationer.
Provokation eller konfrontation
Ifølge Evaristti er den afgørende forskel som følger: ”Det, folk ikke forstår, er, at jeg ikke provokerer: min kunst bliver ikke skabt blot for at fremkalde en eller anden reaktion, den bliver skabt som en konfrontation, der skal skabe refleksion.” Evaristti uddyber dette: ”Min pligt som kunstner er at uddanne og oplyse”.
Her kan man blive fristet til at trække lidt på smilebåndet. Har vi virkelig brug for en løftet pegefinger? Måske er den rent faktisk tiltrængt. Men har den så nogen reel virkning? Hertil svarer en ellers fandenivoldsk og højtråbende Evaristti med en lavmælet stemme: ”Det er jeg simpelt nødt til at tro på. Hvis ikke - hvad er der så ellers at arbejde henimod?” Det er på tidspunkter som dette, at man mærker mennesket bag ikonet Evaristti. I løbet af interviewet smider han ofte om sig med oplagte avisoverskrifter som eksempelvis dette: ”De fleste medlemmer af Dansk Folkeparti burde anbringes i en arbejdslejr på Samsø”. En ganske morsom, men på mange måder ligegyldig kommentar. Uanset hvad Evaristti siger, prøver han til tider at fyre en bemærkning af, der kan virke provokerende. Hvor konstruktiv og konfronterende er eksempelvis ovenstående kommentar om Dansk Folkeparti? Kommentarer som denne får Evaristti til at fremstå som en pubertetsdreng, der bare vil råbe højt. Den interessante side af ham kommer først til udtryk, når man kommer ind bag facaden og fornemmer en kunstner med noget på hjertet.
Evaristti håber, at udstillingen ”Che - a life” kan give os et indblik i mennesket bag ikonet Che Guevara. Vi håber, at denne artikel kan give jer et større indblik i kunstneren og mennesket bag ikonet Marco Evaristti.
