![]() |
5 skarpe til Keld Rud - Hvorfor skal Aalborg Brandes?
Tekst og foto af Rasmus Kristensen
Aalborg skal brandes. Men hvad betyder det? Og hvorfor skal vi egentlig det? Vi har spurgt en, der ved noget om sagen, nemlig ”Branding Aalborgs” projektmedarbejder, Keld Rud Nielsen.
Hvorfor skal Aalborg brandes?
Baggrunden for Branding Aalborg - projektet er at præge Aalborgs udvikling aktivt og positivt, ellers risikerer vi, at udviklingen går i den gale retning. Derfor er det også vigtigt, at både byens erhvers- og kulturliv er aktivt involveret i projektet. Det er vigtigt, at der er handling bag de flotte visioner, og at de udmønter sig i konkrete tiltag. Det skal være mere end bare en reklamekampagne for byen.
Hvad skal vi med værdi-ord og slogans?
Først og fremmest skal de være med til at øge bevidstheden om Aalborgs kvaliteter, både hos Aalborgs borgere og hos folk udefra. Historisk set er Aalborg jo en driftig industriby, der selv har kunnet få tingene til at ske. Det kan vi stadig, og det skal folk vide.
Hvad kan Aalborg så profilere sig på?
Jeg mener, at vi har en anden mentalitet. Det syntes jeg, man kan se i de ting, der klarer sig udenfor Aalborg. Aalborg har et godt undergrundsmiljø med høj kvalitet. F.eks. har vi mange HipHop’ere der klarer sig godt på landsplan. Generelt har Aalborg et rigt kulturliv med et utal af tilbud hver eneste dag. Eksempelvis har vi flere rytmiske spillesteder, end de har i Århus.
Hvad mangler Aalborg?
Ingenting. Aalborg kan byde på det meste, men det er klart, at vi ikke kan være førende på alle områder. Jeg mener, det handler om at vælge nogle områder, hvor vi siger; ”her vil vi være gode.”
Hvad bringer fremtiden?
Bl.a. en Aalborg cd med kunstnere, som på en eller anden måde har en tilknytning til byen. Der er også en tv-serie om Aalborg i støbeskeen. Og så arbejder vi på at få Tall Shipsrace til byen i 2009 og måske Ungdoms OL i 2011.